TRAUMEFOKUSERET PSYKOTERAPI / EMDR
GENERELT OM TRAUMER:
Alle mennesker udsættes for belastninger og svære hændelser igennem livet. Vi er som mennesker heldigvis i vores udgangspunkt meget modstandsdygtige og naturligt helende, og derfor kommer vi os over mange af de svære hændelser i livet uden at blive traumatiseret af det.
Om vi får et traume eller ej, afhænger ikke blot af karakteren og alvoren af hændelsen, og hvordan det påvirker os i situationen. Men lige så meget af de ressourcer, vi har i os og ikke mindst omkring os på det givne tidspunkt. F.eks. hvis der har været nogen omkring os til at tage sig af os og støtte os efter en voldsom hændelse. Hvis du har kunnet gøre noget aktivt for at hjælpe dig selv eller andre i traumet, kan det ofte også være en helende og beskyttende faktor. Har du oplevet en eller flere hændelser (for lang tid siden eller for nyligt), som du plages af, og som stadig føles levende og aktivt i dit sind og din krop, er der sandsynligvis tale om, at du har fået et traume.
Ordet traume kan lyde overvældende at bruge om sig selv. Men i sin essens betyder det, at du har oplevet noget stærkt ubehageligt eller voldsomt, som har gjort dig følelsesmæssigt oprevet, og som har rystet din krop og dit nervesystem. Og at der samtidig ikke har været tilstrækkelige ressourcer i og omkring dig til at bearbejde traumet, så du kunne hjælpes til at vende tilbage til din krops og hjernes normaltilstand. Derfor sætter oplevelsen sig ubearbejdet i dit nervesystem som et traume.
Din krop og din hjerne kommer i konstant alarmberedskab, fordi de ikke forstår, at traumet er overstået og i fortiden. Traumet (og alle de sanseindtryk, der var forbundet med dette) blusser derfor op, hver gang du tænker på det eller er i nærheden af noget, der kan minde om det. Det kan påvirke dig, dine relationer og dine reaktionsmønstre i en uheldig retning i lang tid og måske hele livet i form af en udvikling af PTSD*.
Det kan der heldigvis gøres noget ved. Du behøver ikke at leve med kropslig uro, ubestemmelig angst, følelsesmæssige symptomer, invaderende tanker, flashbacks, mareridt, osv.
Livet er bedre end det, du oplever lige nu. Du kan lægge traumet til ro bag dig og begynde at leve det liv, du fortjener.
HVAD ER TRAUMEFOKUSERET PSYKOTERAPI / EMDR:
I traumefokuseret psykoterapi får du hjælp til at hele og integrere dine traumatiske oplevelser i et tempo, som din krop og sjæl kan følge med i. Vi skal hjælpe dit nervesystem til at forstå, at hændelsen er fortid, og at du er i sikkerhed, så din hjerne og din krop kan lære af slappe af igen.
Terapien kan vare få samtaler, hvis der er tale om en enkeltstående hændelse, mens det kan tage længere tid, hvis der er tale om flere, længerevarende eller mere alvorlige traumatiske hændelser.
Når du kontakter mig med ønsket om et traumeforløb, starter vi med en eller flere samtaler, hvor vi afdækker og afklarer, hvad traumet/traumerne består af. Vi skal også omkring, hvilke ressourcer du har i dit liv, som kan støtte dig, når du påbegynder traumeforløbet. Måske er der nogle omstændigheder i dit liv, som gør, at du lige nu ikke skal bearbejde det hele.
Kommer vi frem til, at tidspunktet er det rette til at bearbejde traumet, aftaler vi en behandlingsplan og rammerne for traumeforløbet. I arbejdet med traumer gør jeg bl.a. brug af den evidensbaserede traumeterapi EMDR**, som anbefales af WHO som en effektiv terapi til PTSD og forhøjede stresstilstande. Ved EMDR-behandling følges standardiserede procedurer med aktivering af skiftevis højre og venstre hjernehalvdel til at eksponere og bearbejde de udvalgte traumatiske hændelser.
Et traumefokuseret forløb med EMDR består typisk af nogle få almindelige samtaler, hvor vi får et overblik over de traumatiske oplevelser og udvælger den eller de oplevelser, der skal laves EMDR-bearbejdning på. Vi laver også nogle indledende ressourceøvelser. Herefter går vi i gang med selve EMDR-bearbejdningen.
Du skal indstille dig på, at det kan være en intens oplevelse at gå i gang med at arbejde med dine traumer, og at du ikke skal lave for mange aftaler dagene efter en EMDR-session.
Du behøver dog ikke at være bekymret for, at vi i detaljer skal endevende alle de svære hændelser, eller at du bliver retraumatiseret af selve behandlingsforløbet. I et typisk EMDR-forløb er det tilstrækkeligt at aktivere og bearbejde den første hændelse, værste hændelse og sidste hændelse.
Det er svært at forudsige på forhånd, hvor mange sessioner du skal igennem i en EMDR-behandling. Mange oplever en vis lettelse af symptomerne og ubehaget efter få sessioner.
En EMDR-session varer mellem 60 og 90 minutter og foregår på en anden måde end vores almindelige samtaler. Jeg skal nok give dig en udførlig introduktion til EMDR-sessionerne, så du føler dig helt tryg ved proceduren, inden vi går i gang. Du kan dog også læse en detaljeret beskrivelse af behandlingsproceduren på EMDR-foreningens hjemmeside ved at klikke på logoet nedenfor.
* Post Traumatic Stress Disorder, posttraumatisk stress / **Eye Movement Desensitization and Reprocessing