KULTURELLE OG FAMILIÆRE PROBLEMSTILLINGER
Den familie og den kultur, vi kommer fra, præger i høj grad de personer vi bliver. Men det gør de personer, familier og kulturer, vi vælger til senere i livet også.
For nogle mennesker er relationerne til deres familie og deres kultur en relativt uproblematisk eller positiv konstant i deres liv. Mens de for andre er en evig kilde til frustration, sorg og dilemmaer. Det kan især være i forbindelse med overgangsperioder, som når man bliver voksen, får børn, eller når nogen i familien dør. For nogle bliver det for alvor svært, når der viser sig radikale forskelle på den familie eller den kultur, de kommer fra og den, de ender i. F.eks. hvis man er flygtning, tilflytter, udstationeret eller finder en partner, der har andre familiære og/eller kulturelle normer end en selv. Det kan føles som at have et ben i to forskellige verdener, der til tider flyder i modsatte retninger eller endda dimensioner.
Det kan være svært at formidle for andre omkring én, hvori problemet består. Hvordan finder man passende ord og begreber for noget, man selv eller andre er født ind i? Noget, som i den grad ofte er usagt eller selvsagt for de indviede i familien? Hvordan finder man en måde at lyne to eller flere virkeligheder sammen til en enkelt, sammenhængende og endda på sigt glædesskabende enhed?
I terapien hos mig kan du få hjælp til at opdage og håndtere det usagte, det dilemmafyldte og det svære i familiære og/eller kulturelle problemstillinger. Vi kan sammen gå på opdagelse i, hvilke elementer, der er relativt harmløse og til at leve med for dig. Hvilke elementer, der er livsvilkår for dig. Hvilke elementer, du kan ændre eller ønsker at efterlade bag dig. Og hvilke elementer, du ønsker at tage med dig videre i dit liv.
Jeg kan hjælpe dig med at skabe en bæredygtig balancegang for dig mellem de forskellige verdener, du færdes i.